Teamkultur

6 konkrete tiltag mod en stærk teamkultur

Hvad er det, der gør, at nogle teams performer ekstremt højt, og forstår at ramme højeste niveau af kvalitet indenfor deres felt hver eneste gang? Det har at gøre med, at man formår at skabe en stærk kultur, hvor man bygger tillid, deler sårbarhed og skaber formål. Men hvad betyder det, og hvordan får man mere af det ind på sit eget team? Det giver vi, kulturnørderne fra Olskaer og Qvortrup, her nogle helt konkrete og nemt implementérbare forslag til.

Nogle teams har bare knækket koden til at være højt performende og levere fantastiske resultater hver gang. Forfatter Daniel Coyle skriver, at animationsstudiet Pixar, der bl.a. står bag filmene “Toy Story” og “Up”, er et rigtig godt eksempel på en teamkultur, hvor man forstår at levere fantastiske resultater hver gang: Pixar har lavet 17 film, som hver har omsat i gennemsnit i omegnen af $1/2 mia. Dette “noget”, som får Pixar til at skabe magi og ramme rigtigt hver gang, handler i høj grad om den virksomheds- og teamkultur, som er identificeret af, at man bygger tillid, deler sårbarhed og skaber formål. I vores undersøgelser i 38 danske virksomheder så vi, at de teams, der rummede disse elementer, også var dem, der leverede de flotteste resultater.

Vi bliver lige nødt til at definere, hvad det er, vi mener, når vi taler om en “stærk teamkultur”

En stærk teamkultur er en kultur, der leverer fantastiske resultater ofte. Det er også en kultur, hvor medlemmerne bliver hængende – et sted, man har lyst til at være. Det er en kultur, hvor man er samskabende – man er altså ikke i skarp konkurrence med hinanden, men mere fokuseret på et fælles projekt eller et fælles mål. Til sidst er stærke kulturer ikke nødvendigvis lykkeorienteret: Selvom medlemmerne er tilfredse og glade for teamet, så er de ikke nødvendigvis fokuseret på, at alle hele tiden skal være glade.

Men hvad indeholder disse kulturelle nøglebegreber? “Tillid” handler om at skabe et team, hvor alle medlemmer føler sig trygge og føler, at de kan komme ind og være som hele og fejlbarlige mennesker. En teamkultur, hvor man ser “sårbarhed”, er et sted, hvor fejl og fejlbarlighed accepteres og rummes. “Formål” handler om, at teammedlemmerne føler, at de igennem deres daglige arbejde er med til at bidrage til noget, der er større end dem selv.

Vil du vide, hvor din kultur kan blive stærkere? Så book en kulturanalyse her. 

Hvordan bygger man mere tillid:
  • Man indretter sig efter at få folk til at snakke om andet end arbejde: Hos en virksomhed, vi var ude hos, havde man arrangeret grupper for folk med samme fritidsinteresser. Derfor lagde virksomheden lokaler til, at medarbejdere, der f.eks. godt kunne lide at spille el-guitar, kunne mødes hver onsdag aften og spille sammen.
  • Man sørger for at lytte aktivt, og alle bliver hørt: I de teams, der var gode til at skabe tillid, så vi en tendens til, at man ved møder lyttede respektfuldt og engageret til hinanden (f.eks. ved højt niveau af øjenkontakt og nikken, mens man lytter). Alle teammedlemmer fik næsten lige meget taletid og blev lyttet til lige engageret.
Hvordan skaber man en kultur for sårbarhed?
  • Lederen viser sårbarhed: Lederen har en meget vigtig rolle, hvis man vil skabe en kultur, der rummer sårbarhed. Lederen bør være rollemodel og vise sin egen fejlbarlighed og sine egne mangler som menneske: En “sårbar” leder vil f.eks. indrømme “I den sammenhæng tog jeg desværre den forkerte beslutning”.
  • Man belønner, at man hjælper hinanden: I teamkulturer, der er gode til dele sårbarhed, er det ofte mere velset at hjælpe sine teammedlemmer til sejr, end det er at hjælpe sig selv til sejr. Derfor bliver det indlejret i kulturen, at man altid er der for hinanden.
Hvordan skaber man formål?
  • Man overkommunikerer sit formål: Ledere, der er gode til at skabe formål, fortæller, at de hele tiden og altid kommunikerer omkring dette formål og gerne på alle mulige måder: På townhalls, på de sociale medier, på plakater på væggen – formål kan ikke kommunikeres nok!
  • Man laver konkrete sætninger, der identificerer adfærd i tråd med formålet: Formål og værdier kan godt blive lidt fluffy, hvis ikke det bliver til konkrete sætninger. F.eks: “Vi får kunden til at føle sig som noget særligt” eller “Vi er skolen for alle”.

Det bør selvfølgelig lige nævnes, at en stærk kultur ikke er noget, man bare bygger “overnight”, og at en stærk kultur desværre er nem at ødelægge. Men hvis man investerer sin tid og sine kræfter i at prioritere tiltag omkring en opbygning af de elementer, der giver en stærk kultur, så vil det typisk ret hurtigt have en positiv effekt på kvaliteten af de resultater teamet leverer og selvfølgelig også på virksomhedens bundlinje.

Held og lykke med det fra
Kulturnørderne

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *